Tilbage i 1972 blev den britiske bryggerivirksomhed Whitbread og den britiske Royal Naval Sailing Association enige om en aftale, som skulle realisere en regatta jorden rundt under titlen ”Whitbread Round the World Yacht Race”.

Det blev startskuddet til det, vi i dag kender som The Ocean Race. Til start stillede 17 både og 167 besætningsmedlemmer den 8. september 1973 for at tilbagelægge 59.900 kilometer i første udgave af den næsten 50 år senere ikoniske kapsejlads.

Cirka 3.000 tilskuerbåde stævnede ud for at følge den historiske start på Whitbread Round the World Yacht Race, der første gang blev vundet af den mexicanske amatørsejler Ramon Carlin i sin Swan 65’er ’Sayula II’. Den oprindelige rute var designet til de såkaldte ’square riggers’, der blev benyttet som lastskibe i det 19. århundrede.

I 2001 tog svenske Volvo over og navngav kapsejladsen ’Volvo Ocean Race’, hvortil der blev indlagt stopover-havne i Tyskland, Frankrig og Sverige, der var Volvos tre største markeder i Europa. Der var i øvrigt ingen store præmier på højkant, da man regnede selve deltagelsen for at være præmie nok i sig selv.

Siden de spæde år er kapsejladsen blevet mere professionel med deltagere, der ligeledes har repræsenteret andre hold i højprofilerede events som OL, Sydney to Hobart Yacht Race, the America’s Cup eller the Fastnet Race.

 Ocean Race-feltet oplever lidt af hvert på turen tværs over jordkloden. Især vejrforhold kan drille deltagerne med bølger over 45 meter og vindstyrke på op mod 70 knob (130 km/t). Forhold, der ikke er noget særsyn i det Sydlige Ishav. I 2017-2018 tilbagelagde Ocean Race-feltet cirka 45.000 sømil (over 83.000 km), hvilket indtil videre har været den længste rute i kapsejladsens historien.