Book undervisningsforløb til The Ocean Race Aarhus

The Ocean Race kommer til Aarhus 29. maj - 8. juni 2023. Det er første gang nogensinde, at Danmark bliver et stopover på Ocean Race-ruten.

Lærere og undervisere har nu en unik mulighed for at opleve dette MEGA-event på nærmeste hold sammen med deres elever i grundskolen.

Vi sætter fuld sejl under aktiviteterne med en kæmpe læringsfestival med et hav af inspirerende og sansende workshops og aktiviteter. Det handler om læring med fokus på hav, vind, eventyr og bæredygtighed – og der er noget for alle fag og klassetrin.

Planlæg og book allerede nu en spændende og indholdsrig dag for dine elever, hvor I under The Ocean Race kan møde nogle af de skarpeste og dygtigste skoletjenester på havnefronten i Aarhus. Mød bl.a. fregatten Jylland, YOUNG - FN-byens skoletjeneste, Hovedet i Havet, Naturvidenskabernes Hus og mange flere.